Innuendo.

Fredag 040108 - 23:49

Jeg synes altså ikke altid det er lige let at være mig. Mit hoved bliver så let fyldt med alle mulige tanker. Det er som at være hjemsøgt engang i mellem.
Og i dag har der ligesom hængt en skygge over mig på en eller anden måde… Jeg ved ikke om det skyldes den forestående eksamen. Men jeg er bare lidt… Tom? På en måde. Hvis du forstår.
Jeg ved ikke rigtig hvad det er. Men i hvert fald er der nogle ting og mennesker i mit liv der nogen gange skubber den skygge væk. Og det er jeg virkelig taknemlig for.

Jeg savner Katrine.
Nej vent. Jeg SAVNER Katrine. Så meget lige nu. Jeg græder næsten. Ved ikke hvorfor. Jeg er vel bare et kedeligt menneske.
Måske gør jeg andre mennesker mindre end jeg selv er. Det vil jeg ikke. Jeg gør alt hvad jeg kan for at lade være. Undskyld hvis jeg gør det overfor dig, hvem der nu læser det her.
Måske er det derfor jeg holder mig så meget for mig selv - At folk bare ikke…. Kan med mig? De fleste i hvert fald. Eller jeg ikke kan med dem. Anyway.
Og skulle du undre dig over det nu jeg snakker så meget om det, så er tallet 15 styks.

Jeg synes jeg har så meget at fortælle om mig selv. Men hverken du eller jeg gider virkelig at høre om det, for så virker man så selvcentreret, så selvmedlidende. Og det gider jeg ikke.
Jeg vil virke så selvsikker, så… “Bedre”. Hvis jeg fortæller det. Som om jeg føler mig bedre. og det gør jeg altså ikke.

Altså, det er ikke for at klynke eller noget, jeg gider ikke have nogens medlidenhed, eller min egen for dens sags skyld. Vi gennemlever det vel alle sammen en gang imellem.
Nu er julen slut og det er et nyt år. Bare lige i tilfælde af at du skulle være i tvivl. Og her står vi så og kigger på resterne af kransekagen og folks nytårsfortsættere som siver ud og visner hensom luften i en ballon. Jeg har aldrig haft et nytårsfortsæt - på den anden side, hvad skulle jeg dog også forandre mig? Hehe. Jeg er jo perfekt.
Men ligesom religion tror jeg bare ikke rigtig på tomme løfter. Der er ingen eller intet der har bevist mig om at det er anderledes, i hvert fald.
Nu burde jeg måske skrive noget gladt. Ja. Det tror jeg jeg gør.

Jeg elsker dit hår og din duft og dit smil og din intelligens og dit modspil. Og jeg elsker den måde Keith er efter mig på og vækker dele af mine hjerneceller, jeg troede aldrig ville blive stimuleret. Hehe.
Jeg savner lidt skak, på en måde. Selvom det var nørdet.
Hvis du kunne gå på åkander, hvilke muligheder ville det så ikke give?!?!? ja, jeg ved det ikke.
Portishead’s tredje album, det første i ni år kommer her i april. Så der sker stadig gode ting her i verden.
På trods af sult, død, forurening, håb i de forkerte mennesker (Ja, der findes DÅRLIGT håb), svigt af de rigtige, VÅBEN, ansvar folk ikke kan håndtere, korruption, nepotisme, invasioner, krige, nye våben-tiltag, udviklinger, mennesker, religioner, sekter, bomber, VÅBEN, hungersnød, svig, svigt, VÅBEN, forkerte værdier, stoffer VÅBEN fuckaf fuckaf fuckaf fuckaf.
Det bliver godt med Portishead. Og Radiohead til sommer. Som et spirituelt rusmiddel.
Det virker for mig i hvert fald.

Hvorfor læser du det her??? Stakkel.
Gå nu ud og lav noget fornuftigt!
Mens mit hoved lige volder mig lidt mere besvær. Og så den åndsvage ryg!