Splitting hairs and talking in tongues.

Monday 22.10.07 - 22:04




Hey, you’ll fall over the pleasure.
You’re not to blame for it.




Jeg kunne ikke overskue at skrive i går. Jeg havde ellers svoret til mig selv, at jeg ville huske at skrive her. Som en slags notesbog over hvordan jeg har det.
Nu må vi se hvordan det går.




Først lige noget som jeg har tænkt over i dag efter en samtale med Mette K.P. fra studiet i dag (ikke at du ikke er ligeglad):
Folk forstår ikke hvorfor jeg ikke bare afskærer mig - Det ville jo også gøre mig spændende igen og på den måde måske ændre noget. Men… Jeg HAR været spændende, nu ved folk hvad der er at finde. Man er jo lige netop spændende for folk i starten, så de får lyst til at lære en at kende - og det er jo det der er sket nu. Så, hvis de ikke vil kende én med mindre man er spændende, hvad er så ideen med at vise sig, blotte sig for en person ov

erhovedet? Altså, hvorfor kan folk ikke bare tage hvad de kan få?
Det forstår jeg ikke.
Ligesom piger der vil have en der er “farlig”… Men de vil ikke have han gør ting der “sårer” dem. Men det skulle de jo nok have TÆNKT på noget FØR de indledte sig på det hele. Og vedkommende som er “farlig”, gavner jo kun af det. For han gør som han vil, også selvom det sårer, men alligevel er han spændende nok til at pigen ikke bare kan lade ham være og derved ikke forlader ham - Lige netop fordi pigen ikke kan komme ind under huden på ham.
Og så en dag finder hun ud af at hun at hun ikke vil såres mere, og konfronterer ham med det. Og han går så med på det, fordi at han er vokset en del, har lært nogle ting. Så nu er pigen kommet ind under huden på ham - Og så langsomt mister hun interessen. Så det der skulle have udviklet sig til en GOD situation, nemlig fordi at nu behandler begge hinanden ordentligt, bliver projiceret som noget dårligt. Man skulle jo tro at begge parter have VUNDET på den aftale… Men NEEEEJNEEEJ, det er jo for nemt!
Det er klart folk ikke rigtig ved hvad der er hvad mere.
Så tag jer dog lidt sammen, folkens!
For helvede, altså…
Hvordan vil folk nyde livet, hvis de ikke vil indse realiteterne ve d livet?
At man både må yde og nyde - HELE tiden.
Sur røv.
Lev med det.

Hvis der en del stavefejl i det her, så er det fordi at mit tastatur er begyndt at lave de mærkeligste ting, med at springe bogstaver over en gang i mellem, selvom man trykker helt tydeligt på dem.

Nå, men jeg vil også prøve at holde indlægget på et mere jordnært niveau, og ikke kun fortælle i kryptiske gåder om hvordan jeg har det, ligesom i afsnittet ovenover.
Min far ringede i dag, mand min familie savner mig - Og jeg dem. At sidde her i Jylland mens hele den pukkelryggede er på Sjælland er sgu ikke det sjoveste jge har prøvet i mit liv. Men de tager det tappert, for de vil jo gerne gøre mig lykkelig. Jeg nænner bare ikke rigtig at fortælle dem, at det er jeg ikke - De har hjulpet så meget, selvom de ikke helt har forstået det eller gået ind for det, lige netop for at jeg skulle opnå den lykke.
Jeg vil ikke ødelægge alt det arbejde de har kommet i det. Så for DERES skyld, ER jeg lykkelig. For jeg vil have de skal være lykkelige.

Jeg spillede med Keith til 03:36 i går aftes, og jeg skulle vel at mærke op klokken 07:00 og i gruppearbejde om immobilitet og dettes påvirkning af bevægeapparat. Så jeg var pænt træt, men det gik da helt okay synes jeg.

Jeg håbede så jeg kunne sove længe i morgen, men gruppen vil gerne mødes i morgentimerne og gennemgå fremlæggelse helt fra bunden - og jeg havde ikke lyst til at brokke mig, selvom jeg ikke selv synes det er så nødvendigt  - hvis de har brug for det, har de brug for det.. Heldivis er vi de første til at fremlægge og, er også splittet op i halve hold, så har tidligt fri fra forelæsninger på fredag.

Første praktikdag nærmer sig, det er her på tirsdag om en uge. Vi arbejde på hvad studiemappen skulle indholde i dag, og jeg må indrømme jeg mildest talt er helt overrasket over hvor meget arbejde der skal puttes i det. Så må vi se hvordan det går - jeg kan være ret så doven, nemlig…

Pengemæssigt går det ikke så godt, men jeg klarer mig nu nok, det har jeg altid gjort - Men må se at finde et arbejde. Overvejer støtte for et handikappet barn, og udover det en guitarworkshop for alle interessede.
Hehe, jeg ved bare ikke hvor fanden jeg rigtig skal starte, her i Silkeborg.

Har fået opsnappet noget om et sted der hedder Lydpotten, som jeg vil tjekke ud senere - Noget med musikere og øvelokaler o.s.v.. Jeg vil vænne tilbage med mere info om det, når jeg har noget.

Fik så senere sovet lidt i dag, efter at have handlet ind, men dystede også mod Keith, som selvfølgelig skulle lave rappe kommentarer om mine sløve bevægelser grundet trætheden. Hehe, lorte knægt!
Selvom det er godt at have fået internet igen, at kunne snakke med ham… OG drille ham! Han er meget misundelig på vores gode sociale sikkerhedsnetværk. Men tjah, så kan man jo lade være med at bo i skide New Jersey!

Er også begyndt at snakke med Gülcan igen, samme aften som jeg gik alt for sent i seng. Det er rart med et så muntert sind, som dog stadig kan stoppe op og “snuse” til blomsterne, som man siger.
Ellers synes jeg folk har en tendens til kun at være alvorlige eller bare slet ikke turde nogen form for ansvar.
Selvom Gülcan har haft nogle problemer, kan hun stadig gå ind i hvordan andre har det, men uden bare at give afkald på hvordan hun SELV har det. Stadig lave jokes om det der skal lave jokes om, være alvorlig eller ked der hvor det e rpåkrævet, lytte attentivt både til sig selv og andre. Og tænke over hver ting der bliver drøftet - også selvom det er en selv der siger det.
Nogen gange, hvis man stopper sig selv midt i en sætning og tænker over hvad man siger, kan man blive helt overrasket over, hvad det er man står og lirer af.

Har også snakket med Trine i dag, hun ringede lige inden jeg faldt i søvn. Det er som om der altid er noget mere at snakke om, både godt og skidt. Men som altid, var det utrolig rart at høre hendes stemme.
Fik også en rar ting at vide, som stadig varmer.

Nu vil jeg lige drikke cola.






… … …


Er du her endnu?
Hvad forventer du?




…

Suk. Du gør det ikke nemt for sådan en gammel mand som mig. Tænk lige på det! Jeg er faktisk fyldt tyve. Ikke teenager mere. Havde du spurgt mig for to år siden, havde jeg sagt at det var en umulighed, hehe.
Lige nu spytter højtalerne nydownloadet U.N.K.L.E ud fra højtalerne, jeg kigger på kunst fra www.jlevinstudios.com (reklame!) og prøver at tage mig sammen til at lave arbejdsspørgsmål.
Det har jeg virkelig været dårlig til - Selvom jeg nu føler jeg godt forstår det. Det er mere at få noget fra hånden, der bare gentager det man allerede “ved”. Ikke for at lyde overklog eller hellig eller noget, men det er desværre bare sådan noget jeg har en ret dårlig tålmodighed med, selvom jeg godt kan se at det er nyttigt.
Line er lige logget på, hun er nu en sjov en.

Nu gider jeg ikke rigtig mere. The Drunkk Machine er god.

tehellet

This is in Danish. Really. It is. // Tabula Rasa

Sunday 21.08.07 - 00:41

—- IT’S SO NICE TO MEET YOU —-

Oprindeligt var ideen med denne blog at skrive på engelsk om filosofiske spørgsmål, musik og så videre. Engelsk, fordi jeg ikke synes det danske sprog faktisk er så flot - og fordi jeg så gerne vil kunne formulere mig på en fængende måde på engelsk. Jeg ville have folk skal stoppe op og bare gå i stå over ordene i mine tekster. At de stoppede op og tænkte “Kan en almindelig dreng fra Danmark virkelig skrive sådan noget?” eller “Er han ikke englænder, det må han da være…”.
Men det var nok alt sammen bare en påtaget charme, en indbildning om at det var nogle krav stillede til mig - Selvom det nok nærmere var mig selv, der stillede de krav.
Jeg tror nemlig på at man tage noget helt simpelt op til revision uden alt muligt tale og tiltvungen klogskab behøver at lægge bag det. Og desuden er dansk jo mit modersmål, så at få en klar pointe frem vil jo være nemmere.

Jeg vil prøve at holde op med at være så forudindtaget. Holde op med at tro at alle vil væltes bagover af noget specielt, bare fordi jeg selv tit har det sådan. Nogen gange skal man bare tage et kæmpe skridt væk fra sig selv og holde det på et mere tilbageholdt plan. Altså, det er da fint at man vil udfordre sig selv, prøve at se om man kan åbne op for en hel ny verden for sig selv og andre på et andet spog… Men jeg tror at jeg nogen gange i den proces rent faktisk har glemt at spørge mig selv om jeg fik den ønskede effekt ud af det, i mit forsøg.
Som nogle af mine engelske blog-indlæg. Jeg fik kommentarer af andre englændere og så videre og jeg mener da ogås der var stof til eftertanke, men om jeg fik væltet andre (danske) læsere bagover med, ved jeg ikke. Fordi jeg måske prøvede for hårdt at folk føler det er påtaget.
Altså, hvis jeg da overhovedet har væltet nogen ned og folk ikke bare har skrevet af medlidenhed…

Jeg tror måske jeg har fået det “drive” til at behage vidt omkring, med argumenter, forudindtagelser og filosofiske tankespind fra min mor, som er venstrefløjs-feministisk-hippiegenerationslærer så det batter. 
I hvert fald i mine øjne.
Altid hypoteser der skal understøtte af et argument. Jeg har jo lært at man både skal bruge sit hjerte og sin hjerne i en proces, så man får følelserne med, men også tænke over tingene.
Men… Det kan jo være, at jeg i mit forsøg på at fundere og udtrække essensen af det hele, har jeg måske nogne gange glemt at gøre noget så banalt som bare at nyde/mærke essensen først. Lade den opsluge mig.
Det er derfor jeg skriver nu. Her. På dansk. For det skal det være slut med: Ikke mere prætentiøst, selvophøjet, påtaget  snævert-og-holistisk-på-samme-tid tankespind.
Bare mig.
Det er det I får /hvis der er nogen der læser.
Det forventer jeg ikke at der er nogen der gør.

—- PLEASE, HAVE A SEAT —-

Men grundet nogle hændelser der er sket i mit liv på det sidste, har jeg som beskrevet ovenfor besluttet mig at viske tavlen ren - Jeg har slettet alle tidligere indlæg i bloggen og dermed også de tilhørende kommentarer. Ked af hvis det har stødt nogen.
Nu vil jeg bruge bloggen til at gøre det, som jeg ellers har for vane at udtale mig negativt om at folk gør, nemlig, at skrive om mig selv, min dag og sådan lidt småtterier. Ikke nogle store verdensspørgsmål.
Sikke jeg dog gentager mig selv.
Jeg er ikke så vant til det her, så det er måske ikke min mest vante position jeg er i her - det håber jeg eventuelle læsere vil bære over med.

—- TEA OR COFFEE? —-

Jeg ønsker ikke at udpensle mit liv og komme med en masse detaljer om et givent emne. Så, advarsel; Der kommer nok et forholdsvis stort “spring” i skrivemåde lige nu.
Husk at tænke på at dette er ligeså meget for mig selv, som for andre - I hvert fald dette nye forsøg på en blog.

Så, here goes:
Jeg er ikke glad.
Hvor ville jeg dog ønske du kunne skære ting ud i pap for MIG, som jeg så mange gange har (til stor gene) gjort for dig. For måske er det mere mig der behøver det.
En base af tryghed.
At vide hvor jeg skal gøre af mig selv. For jeg føler mig så svag, som en gople der lægger på stranden og bare venter på at blive trådt på. Jeg troede ikke den her slags ville ske for mig, for os, mellem os.
Tanken om at det gør, er næsten uudholdelig, jeg kan slet ikke få den ind på livet, jeg holder den i strakte arme væk fra kroppen. Det skolder.
At den stabilitet, jeg var så længe om at opbygge og gik så meget igennem for, er krakeleret, har helt fejet benene væk under mig. Og det ryster mig endnu mere, at jeg åbenbart er så dårlig til at tackle det.
Det har nok noget med det der med at man først ved hvad man har, når man har mistet det.
Nu havde jeg endelig den stabilitet. Det er frygteligt den er væk.
Og så endda i en helt fremmed by - Og med afkald af den smule stabilitet jeg har haft hele livet.
Venner og familie.
Men jeg var jo klar på det - For den nye stabilitet kunne jo bære alt!

—- MILK AND/OR SUGAR? —-

Jeg ved ikke om du læser dette her eller kommer til det, men det er også ligemeget.
Jeg ville et eller andet sted ønske du valgte, men er bange for valget.
Og det ved jeg også du selv er og det lige netop er dette der afholder dig fra at foretage et valg.
Jeg ved du ikke kan fordrage tanken om at jeg ikke er glad.
Det skal du dog vide: Jeg bærer det gerne for dig.
Lige meget hvor mange gange man er blevet såret eller har prøvet noget lignende, kommer det som et lige så stort chok hver gang - Og er også lige så hårdt.
Forandring.
Skræmmende og spændende på en gang - nogen gange det ene mere end det andet.

—- WE ALSO HAVE HONEY —-

Med tonerne No Surprises, tror jeg jeg vil stoppe for i dag.
Normalt, ville jeg her spørge om du, læseren, fik nogle tanker ved at læse min blog, om det rørte et eller andet i dig. Bede dig om at tænke over det, eventuelt selv skrive om det og argumentere for det.
Men nu har jeg det mere, at hvis du tænker noget over det, så er det godt. Kan du bruge det til noget, endnu bedre. Jeg har ikke skrevet det med det formål at det skulle være debatskabende eller for at få en reaktion.
Sidder du og er et stort spørgsmåltegn lige nu, er det også godt. Så lad være med at tænke hvad altid betyder eller hvorfor. Bare tænk på at det er der (Nå, lidt lommefilosofisk blev jeg altså alligevel.
Oplev essensen - Smag essensen, føl den, mærk den, indånd den.
Det er dét JEG vil gøre med denne blog… Se essensen. Ikke tænke over den eller se tilbage på noget, men nedfælde noget på papir, bare fordi jeg kan. Det gør også essensen endnu mere tydelig for mig.

—- SEE YOU LATER, COME AGAIN  —-

Nu vil jeg læse det anatomi og fysiologi til studiet.
Der er da også bare noget hele tiden, som man kan skrive om.
Musikken er god og det er koldt uden for. Lyst herinde.
Varm kaffe og lyst til guitar og snagskrivning - men skal jo også gøre mit arbejde her i livet.
At danse grimt kunne også være sjovt.
…
Dét er essens.
Et rigtig rart spark i ansigtet af virkeligheden.

—- FOR ANOTHER BITTER PILL —-

Så må vi se om det med dansk gør en forskel. Det håber og tror jeg det gør.
Selvom der nu nok vil snige noget engelsk ind engang imellem. Og andetsteds ude på nettet, under andet navn, vil jeg nok stadig skrive på engelsk. Uuuh, så må I se om I kan opstøve den blog, hvis det betyder noget for jer.
Men jeg kan nu godt lide at der er en klar adskillelse nu.
Faktisk.

tehellet